Økosystemsundhed og human sundhed – der er en forbindelse

Et sundt, rigt økosystem sikret gennem ansvarlig og bæredygtig forvaltning kan forebygge mange miljøbetingede sygdomsproblemer hos sårbare befolkningsgrupper – for eksempel i ulandene. Stresses eller ødelægges økosystemerne, kan de indirekte medvirke til sygdom og død.

Af seniorrådgiver Peter Furu, DBL – Centre for Health Research and Development, Institut for Sygdomsbiologi, LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet

 

Forvaltning af følsomme økosystemer og dyrebare naturressourcer kan være afgørende for menneskers og dyrs sundhed. Således er økosystemer leverandører af livsvigtige ydelser eller ”tjenester” – tænk bare på naturens goder som for eksempel jords evne til at rense vand, forsyning med afgrøder, dyrefoder, brændsel, for ikke at tale om den biologiske mangfoldighed.

 

Sneglefeber i Malawi

I Malawi har man været vidne til, at sneglefeber, som er en udbredt sneglebåren parasitsygdom i Afrika, er blomstret voldsomt op i landsbyer i nærheden af områder, hvor der har været fisket intensivt nær Malawi-søens kyst.

 

En af de eftertragtede fiskearter for de lokale fiskere er cichlidefisken Trematocranus placodon, som, ud over at være en god spisefisk, har den egenskab, at den blandt andet lever af ferskvandssnegle – vel at mærke de snegle, som fungerer som mellemværter for
sneglefeberparasitten.

 

De rige fiskebestande har tidligere holdt sneglepopulationerne nede på et niveau, hvor den sneglebårne sygdom har haft vanskelige smittebetingelser og derfor ikke været den store plage for de lokale fiskere og deres familier.

 

Forrykkelse af naturens balancer

Befolkningstilvæksten i Malawi er høj, og økosystemers hårfine balancer rykkes nemt, når for eksempel bestande af de sneglespisende cichlider overfiskes af de fattige fiskerbefolkninger.

 

Uden fiskene som en naturlig regulator vokser sneglepopulationerne voldsomt frem med det resultat, at sneglefeberparasitten får bedre smittebetingelser – flere bliver syge, og mange dør.

 

Denne onde cirkel kan brydes ved en bedre naturressourceforvaltning (myndighedsregulering af søfiskeriet) og en samtidig indsats fra sundhedssystemets side med tilbud om behandling og bedre vandforsyning og sanitære forhold.

 

Bekæmpelse kræver viden

På Institut for Sygdomsbiologi interesserer DBL’s forskere og rådgivere sig for at afdække de komplekse sammenhænge mellem økosystemers tilstand og forvaltning og de sundhedsproblemer, som kan opstå eller forværres ved en manglende eller forfejletforvaltning af naturens dyrebare ressourcer.

 

I samarbejde med lokale sundhedsmyndigheder i Malawi har DBL med støtte fra Danida været en drivende kraft i bekæmpelsen af sneglefeber i 28 landsbyer langs Malawi-søens bredder.

 

Vigtige elementer, ud over sygdomsbehandling og forbedring af sanitære forhold og vandforsyning, har været at sikre befolkningens forståelse af de nære sammenhænge mellem sygdommen, parasittens mellemværter, tilstedeværelse af rige fiskebestande og folks egen adfærd i forhold til vandmiljøet – det være sig under fiskeri, husholdningsaktiviteter eller ved børns badning og leg i vandet.

 

Sneglefeber (schistosomiasis) Man anslår, at over 200 millioner mennesker er smittet med blodikten Schistosoma, som er en parasit, der i mennesket lever i venerne omkring tarmen eller blæren. Titusindvis dør af sygdommen hvert år, og millioner, specielt børn, svækkes af de skadevirkninger, parasitten har på for eksempel tarme, lever eller urinvejssystem. I menneskekroppen lægger de voksne orm i tusindvis af æg, hvoraf mange undslipper via afføring eller urin. Mange folk har ikke noget toilet, og æggene havner derfor typisk i den lokale sø eller i vandløb, hvor mennesker har daglig kontakt ved badning, vask og leg. I vandet klækkes parasitæggene til små svømmende larver, der opsøger bestemte sneglearter, i hvilke parasitten opformeres tusindfold. Efter nogle ugers udvikling i sneglene frigøres nye larver til det omgivende ferskvand, og hvor der bades eller leges, kan de fritsvømmende larver gennembore huden. Efter indtrængningen finder parasitterne vej til deres endelige levested i venerne, hvor de lægger æg. Herefter er deres livscyklus komplet.

 

(Publiceret på foodofLIFE.dk og i temahæftet "Ulande – naturressourcer, fødevarer og sundhed: Striving for a better life")