Ørkenens bønner
Alle fotos i artiklen: Jørgen Nielsen
Afrikas jord gemmer på mange hemmeligheder. Én af dem er genstand for et spændende forskningsprojekt på Institut for Fødevarevidenskab. San-folket i Kalahariørkenen har i århundreder kendt maramabønnens unikke egenskaber, og nu kan de komme resten af verden til gode.
Mette Holse er ph.d.- studerende på Institut for Fødevarevidenskab og fortæller om den nøjsomme plante, der lever vildt i de ekstremt tørre egne i Namibia, Botswana og Sydafrika:
"Den har en stor, op til 150 kg tung knold dybt nede i jorden, som samler den smule vand, der falder engang imellem. Herfra skyder lange grene henover jordoverfladen, og på trods af at planten gror et sted, hvor der næsten ikke er næring i jorden, har bønnerne alligevel et stort indhold af fedt, protein og kostfibre. De lokale plukker bønnerne og giver dem til især syge, børn og gravide. Fejlernæring og sygdom er udbredt i det sydlige Afrika, og derfor er der perspektiver i at sætte gang i en organiseret dyrkning af bønnen".
Godt nyt for allergikere
Der er indlysende fordele i at dyrke maramabønner i verdens tørre egne. Men hvad er potentialet i forhold til vores del af verden, hvor der ikke ligefrem er mangel på fedt og protein i maden?
"Her på stedet har vi fokuseret på de kemiske egenskaber, og fundet at maramabønner har et højt indhold af antioxidanten vitamin E. Til gengæld er der ikke nogle af de indholdsstoffer, der bl.a. betyder at mange reagerer allergisk på peanuts og andre bælgplanter. Man vil kunne bruge maramabønner i stedet for peanuts i mange produkter. Marama–proteinet kan oprenses og forædles til brug i andre fødevarer, og der kan presses olie til både madlavning og kosmetik. Der har været afprøvet mange produkter i løbet af projektet, og der har været lavet smagstests", siger Mette Holse, og fortsætter:
"Vores forskning er betalt af EU, og vi er syv forskellige partnere, bl. a. flere afrikanske universitetsinstitutter, der hver især har undersøgt forskellige aspekter af Marama–bønnens anvendelse. Det lige fra sociologer, der har lavet interviews med de lokale indbyggere, til marketingsfolk, der har undersøgt, hvilke produkter, der kan sælges på hvilke markeder".
Måske er Kalaharis hemmelighed på vej til at blive en del af et udbud af naturlige, sunde fødevarer på verdensmarkedet. På den måde hjælper forskningen verdens befolkning til bedre ernæring og gavner ulandenes økonomi – så hvem ved, en dag kan 'ørkenens bønner' om mere mad måske blive hørt.

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.31. maj 2011