Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Ølbrygning som videnskab

Ølbrygning

Alle fotos i artiklen: Jørgen Nielsen 

Man siger, at øl blev opdaget ved et uheld. Uheldet bestod i, at det ikke blev opfundet noget før. Der er den sandhed i det, at naturligt forekommende gærsvampe og enzymer altid er klar til at gøre deres arbejde, når de rette ingredienser og temperaturer er til stede. Der er blevet brygget øl i Danmark i over 3000 år, og det er en kunst, man underviser i på Institut for Fødevarevidenskab.

Det er langt fra tilfældigheder, der styrer moderne ølbrygning. Nok er der stadig tale om naturlige biologiske og kemiske processer, men de er under nøje kontrol, og det er et job for en dygtig brygmester. Efter de senere års opblomstring af mikrobryggerier er Danmark nu det land i verden, der har flest bryggerier pr. indbygger, og som noget helt nyt er der indgået en aftale mellem Den Skandinaviske Bryggerhøjskole og LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet om en fælles brygmesteruddannelse.


Nu kan universitetsstuderende blive brygmestre ved at gennemføre et halvt års praktik på et bryggeri, kombineret med en specialiseringslinje i Brewing Science and Technology.

 

På Institut for Fødevarevidenskab er den teoretiske del af naturvidenskaben altid koblet sammen med den praktiske tilgang. Øl består af relativt få ingredienser, nemlig malt, vand, gær og humle, men alligevel er der enorme forskelle i smag, udseende og styrke.

 

Ølbrygning

 

Det kan studieleder og lektor på Institut for Fødevarevidenskab Henrik Siegumfeldt tale længe om, for han er både videnskabsmand og ølentusiast, og han er glad for det nye uddannelsessamarbejde:

 

"Det vil give de studerende en endnu dybere, videnskabelig forståelse for de metoder og processer, der bestemmer øllets smag, kvalitet og holdbarhed".

 

Som studerende bliver du undervist af både brygmestre fra Bryggerhøjskolen og forskere fra LIFE.

 

Hvis man allerede i løbet af bacheloruddannelsen i fødevarevidenskab er interesseret i denne specialisering, kan man begynde i bryggeripraktik. Brygmestertitlen kræver nemlig, at man har været ude i 'den virkelige verden' og brygget sit eget øl.


Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.31. maj 2011

Uddannelse indenfor fødevarevidenskab

This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen