Fed og lykkelig?

Epidemien af livsstilssygdomme hærger især blandt samfundets dårligst stillede borgere. Er det næstekærlighed at lade dem ryge og spise sig ihjel i fred? Eller kalder næstekærlighed ikke netop på viljen og pligten til at hjælpe disse udsatte medmennesker til en sundere levevej? 

Af fhv. overvismand, professor Niels Kærgård og Videnskabelig assistent Thea Dam, Fødevareøkonomisk Institut, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, KU
        
De fleste ekstreme synspunkter har en fornuftig kerne, som bare er kørt så langt ud ad en tangent, at argumenterne kommer helt ud af trit med virkeligheden. Det gælder også teologerne Svend Bjerg og Palle H. Steffensens kronik i Kristeligt Dagblad den 28. februar.

De tegner et skræmmende billede af den danske befolkning som delt i to lejre. Den ene lejr består af ukristelige asketer, der dyrker sundhed som den ny guldkalv og fordømmer og spotter den anden lejr, livsnyderne. Sidstnævnte har mod til at nyde fedende mad, god vin og tobak. Asketerne finder livsnydernes muntre livsstil socialt uansvarlig. Og fordi rygerne og de overvægtige "synligt lever livet fuldt ud", bliver de mødt af intolerance og hån fra de røgfri og slanke moralister, som skal have afløb for al den opsparede mavesurhed, det triste afholdsliv uden kage, flæskesteg og cigarer har forårsaget.

Bjerg og Steffensen står ubetinget på de rygende og spisende syndebukkes side.

Budskabet er ikke til at misforstå: Lad livsnyderne i fred med jeres moralisme, se på dem med næstekærlighed i stedet, eller endnu bedre: Hop selv med på vognen og lev livet! Hvad skal I bruge de "ekstra par år som jubelolding" til, hvis I fornægter glæden i livet indtil da med en asketisk livsførelse?

Det er rigtigt, at der kan være toner af moralisme i sundhedsdebatten med udsagn som, at "sundhed er et personligt ansvar". Det kan også godt være, at der er nogen, som på en ukærlig måde peger fingre af de "omfangsrige" borgere; mange rygere føler sig utvivlsomt som jaget vildt.

Men det her handler ikke om en bølge af nypuritanisme eller moralisme, der gør sundhed til religion. Det handler om en reel epidemi af alvorlige livsstilssygdomme, som vi har al mulig grund til at gøre noget ved, hvis vi vil opfylde ambitionerne om at have et velfærdssamfund, der fungerer nogenlunde rimeligt for alle befolkningsgrupper.

Det er klart, at fordømmelse ikke fører nogen vegne. Men når man omvendt gør rygerne og de svært overvægtige til glade livsnydere og sundhedsforskerne til moraliserende asketer, så har man helt forladt realiteterne.  

... Livsstilssygdomme (side 2)

(Publiceret på foodoflife.dk og i Kristeligt Dagblad)