På faste i en måned
Af professor Arne Astrup, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet
For muslimer står den på "faste" i 30 dage fra den 22. august til den 19. september i år. Ramadanen er en årlig begivenhed, hvor alle rettroende muslimer faster, indtil den afsluttes med en fest i to dage. Når man holder ramadan, betyder det først og fremmest, at man ikke må spise eller drikke mellem solopgang og solnedgang. I cirka 12 timer er der lukket af for al mad og drikke.
Det er sundest at spise tre hovedmåltider og to mellemmåltider jævnt fordelt over dagen, så det giver naturligvis nogle problemer, når man fordeler al mad og drikke på to måltider – et tidligt om morgenen og et senere på aftenen. Men spiser man sundt, kan fasten resultere i, at man får færre kalorier indenbords, og det giver pæne resultater på badevægten.
Det er vigtigt, at man får noget at spise og drikke fra morgenstunden, når man skal have en lang, krævende arbejdsdag uden mad og drikke før om aftenen. Det kan godt gå ud over koncentrationsevnen og præstationen på arbejdet, hvis ikke man har fået fyldt sine sukkerdepoter godt op fra morgenstunden med brød, marmelade, juice, tørret frugt, havregryn eller cornflakes.
Værre er det nok, at man ikke må drikke hele dagen. Kombinationen af at gå sukkerkold hen på eftermiddagen og at blive dehydreret på grund af væskemangel kan godt give hovedpine, irritabilitet og nedsat reaktionsevne. Hvis man er bus- eller taxachauffør, er det ikke nogen god ide at køre om eftermiddagen, hvor kroppen er ved at være flad. Det er bedre at køre om natten og om morgenen i stedet for.
I en række muslimske lande har man registreret flere trafikuheld under Ramadanen, og flere undersøgelser viser, at det skyldes, at man er træt og ukoncentreret med dårlig reaktionsevne, når man ikke har fået mad og drikke. Men ikke alle muslimer holder så fast på det med drikke, og de har så et problem mindre.
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i Ude og Hjemme)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.13. april 2011