Fedtet er ikke helt frikendt
Af professor Arne Astrup, Institutleder, Institut for Human Ernæring, LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
Den danske læge Uffe Ravnskov, sender fra sit svenske domicil regelmæssigt bidrag til ernæringsdebatten over sundet, og sidst i en kronik søndag d. 23. oktober.
Heri argumenterer han for, at fedt i maden slet ikke feder, og at danskerne kunne slanke sig hvis de spiste mere fedt. Ravnskov udnævner også den synder, der angiveligt er ansvarlig for fedmeepidemien: Kulhydrater.
Lad os starte med at slå fast, at vi er enige om at for store mængder kulhydrater, især sukker i drikkevarer, og de meget raffinerede stivelsesformer som i hvidt brød, klart mætter dårligt, og utvivlsomt bidrager til at vi indtager for mange kalorier og tager på.
Men løsningen er ikke at droppe kulhydraterne totalt, og så kaste sig over fedtet. Og det er der flere grunde til. 1. Der er solidt videnskabeligt belæg for at en kost rig på fedt øger kalorieindtagelsen, og fører til vægtøgning. 2. Det er en dårlig ide at skippe alle de gode kulhydrater, som fuldkornsprodukter, frugt, grønt og bær, som alle har positive sundhedsmæssige virkninger. 3. En madkultur, hvor man lever af en meget restriktiv kur bestående af fedt og protein, er så fattig og ensformig, at ingen kan holde det ud i længden.
Mit budskab til Uffe Ravnskov: Du plejer at holde dig til videnskaben, men i dette tilfælde ignorerer du alle de meget store lodtrækningsstudier, som meget klart viser at hvis man skærer lidt ned på fedtet i maden, så får man faktisk et vægttab på nogle kilogram, Og det har rigtigt mange danskere nydt godt af. Nu skal vi også have skåret ned på de raffinerede kulhydrater, men de skal ikke erstattes af mere fedt, men af magre proteinrige fødevarer samt af fuldkornsprodukter, frugt, grønt og bær.
Din Atkin’s-lignende kur kan man utvivlsomt slanke sig af, men den er uforeneligt med generel sundhed og de gode oplevelser bordets glæder giver os.
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i Berlingske)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.10. november 2011