Gode råd mod tømmermænd
LIFE-Klumme: Tømmermænd hører ikke til den sjove del af en god fest, men der er heldigvis råd mod de værste af slagsen.
Denne Klumme er skrevet af: |
Arne Astrup,
Professor på Institut for Human Ernæring |
Det er rædselsfuldt at vågne op klokken 7 om morgenen med fornemmelsen af have fået en kombination af bank og influenza: Tørst, hovedpine, rysten, kvalme, diarré, træthed og hjertebanken. Desværre er der ikke nogen effektiv kur mod tømmermænd – altså bort set fra den lidt kedelige at holde sig fra alkohol.
Men der er rent faktisk en række gode råd, der kan mindske symptomerne, og det er en god idé at vænne sig til at forebygge tømmermænd, men er skaden først sket, så er der også behandling inden for rækkevidde.
Det er meget godt at vide, hvad det er, der forårsager tømmermænd. Det er nemlig ikke alene alkoholen, der giver symptomerne, men derimod en kombination af tobaksrøg, udtørring af kroppen, og for lidt søvn.
Undgå røg og få en masse vand
Du kan tage toppen af tømmermændene ved at undgå at ryge for meget og undgå meget røgfyldte lokaler.
Men vigtigere er det at drikke en masse vand i løbet af aftenen. Alkohol virker nemlig stærkt vanddrivende, og i løbet af aftenen og natten udtørrer kroppen. Også hjernen tørrer ud og skrumper, og det er dét, der giver hovedpine. Så drik masser af vand i løbet af aftenen, et stort glas før du går i seng, og spæd op i løbet af natten, hvis du vågner med en tunge som Sahara.
Hvis du selv er i stand til at skrue låget af glasset, så kan to stk. kodymagnyl, eller lignende, give en bedre søvn og færre tømmermænd, når du vågner. Om morgenen kan det være nødvendigt at supplere med et par piller mere.
Undgå mørke drikke
En række af de naturlige smag- og farvestoffer i drikkevarerne bidrager til tømmermænd, når de indtages i større mængder. Derfor kan du vælge de lyse drikke, altså hvidvin frem for rødvin, og gin og vodka i stedet for rom og cognac, og alm. pilsnerøl og ale, i stedet for de mørke juleøl.
Dårlig, billig vin øger risikoen for tømmermænd. Et andet tip er at holde sig til samme slags drikkevare hele festen. Det skulle give færre tømmermænd.
Når skaden er sket
Er skaden sket, så hedder kuren vand, hovedpinepiller og mere søvn. Saltbalancen skal også genoprettes, og det gøres ikke ved salte, fede pomfritter, men bedre med bouillon, og et stykke sild med æg. Undgå fed mad, men prøv at holde dig til lette spiser som bananer og anden frugt, yoghurt og ris og pasta.
Hvis du efter disse gode råd fortsat er helt til rotterne, må du nok krybe til korset og snuppe en reparationsbajer. Den kan forsinke dannelsen af giftstoffer. Du har nemlig fortsat små mængder træsprit tilbage i kroppen, og den omdannes til den rene gift, som virkelig giver tømmermænd. En enkelt bajer hæmmer denne dannelse af giftstof, og du får det bedre, så du måske bliver i stand til at tage en lur.
Et udtræk af den mexicanske figenkaktus sælges som kosttilskud, og den kan muligvis dæmpe lidt på kvalmen. Men der er desværre ikke belæg for, at nogen kosttilskud kan lindre tømmermænd. De rigtige hovedpinepiller er langt mere effektive.
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i Ude & Hjemme)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010