Dellerne sladrer til hjernen
LIFE-Klumme: Nogle mennesker mangler det hormon, der fortæller hjernen, hvornår kroppen er mæt. Det fører til ekstrem fedme, men heldigvis kan manglen behandles.
Denne Klumme er skrevet af: |
Arne Astrup,
Professor på Institut for Human Ernæring |
Hjernen er det organ, der er overordnet ansvarlig for at regulere kroppens kalorie-balance. Tidligt i livet - måske allerede i fostertilstanden - finder en programmering sted af funktionen af de nervekredsløb, der regulerer sult og mæthed.
Det har i snart ti år været kendt, at hjernen får information om fedtdepoternes størrelse via hormonet leptin, der udskilles fra fedtcellerne i takt med de lagrer mere fedt. Under normale omstændigheder fungerer leptin således som appetithæmmende signal til hjernen.
Forskere har undersøgt uhyre sjældent forekommende mennesker, hvis leptin system er sat ud af funktion som følge af genetiske mutationer i enten leptin eller de cellebestanddele, som hormonet virker på. Disse patienter, der helt mangler leptin, er umættelige med udvikling af ekstrem fedme tidligt i barneårene.
Behandles disse svært overvægtige børn med leptin, normaliseres appetitten og dermed legemsvægten. Desværre er der ringe behandlingsværdi af leptin, hvis det gives til overvægtige mennesker med intakt leptin-produktion, men gennem en bedre forståelse af samspillet mellem hormoner fra fedtvæv og tarm og de nervecelle kredsløb, der formidler sult og mæthed, vil utvivlsomt afdække nye muligheder for effektiv behandling, der skaber håb for, at vi i en ikke fjern fremtid vil kunne udvikle lægemidler til behandling af fedme.
(Publiceret på foodofLIFE.dk og i Ude og Hjemme)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010