Håndkøbsslankemidler med CLA kan forhøje risiko for sygdomme
LIFE-Klumme: Slankemidler, der sælges i håndkøb, kan øge risikoen for hjertekarsygdomme og diabetes, hvis de indeholder CLA.
Denne Klumme er skrevet af: |
Marianne Raff,
postdoc på Institut for Human Ernæring |
CLA står for konjugeret linolsyre og er en gruppe af fedtsyrer, der findes naturligt i mælk og oksekød, men en industrielt fremstillet variant findes også. CLA sælges som kosttilskud i håndkøb.
Der findes mange forskellige typer af fedt i vores kost, og nogle af disse er meget aktive i kroppen og kan selv i små mængder påvirke risikoen for at udvikle forskellige sygdomme.
CLA er undersøgt mange gange
CLA er blevet undersøgt i mange studier, hvor det er blevet givet til frivillige forsøgspersoner og så er det blevet målt, hvordan det påvirkede risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom og også om forsøgspersonerne tabte sig.
Mange af disse studier finder ingen effekt af CLA, men det gjorde et stort forskningsprojekt på Institut for Human Ernæring, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Her blev det fundet, at nogle af forsøgspersonerne tabte sig efter at have fået den industrielt fremstillede variant af CLA, hovedsagligt på underkroppen (hoften og benene).
Dette fund var dog ikke støttet af de helbredsmæssige forbedringer, man normalt ser ved vægttab, da det samtidig så ud til, at CLA øgede risikoen en smule for at udvikle hjertekarsygdom og sukkersyge (diabetes type II), især hos dem, der i forvejen havde en forøget risiko for at udvikle disse sygdomme.
Overvægt øger risiko for sygdomme
En faktor, der øger risikoen for at udvikle en hjertekarsygdom og sukkersyge, er overvægt, især hvis man har tendens til "æblefacon", og overvægtige mennesker vil især være tilbøjelige til at købe slankemidler.
Derfor er det lidt bekymrende, at et håndkøbsslankemiddel ser ud til at øge risikoen yderligere. Den naturligt forekommende variant havde ikke samme ugunstige virkning.
I øjeblikket er det stadigt tilladt at sælge CLA som kosttilskud i Danmark, men der advares mod, at diabetikere tager CLA og mod at øge dosis udover det på pakken anbefalede.
(Publiceret på foodoflife.dk)
Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010