Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Bliv mæt med flere fibre og mere protein

LIFE-Klumme: Det nytter ikke noget at gå sulten i seng, hvis du skal tabe dig.

Denne Klumme er skrevet af:

Arne AstrupArne Astrup

Professor på Institut for Human Ernæring

Vil du tabe dig, er det helt centralt, at du bliver mæt hver dag trods dine kostændringer.

 

Mange smarte kure ser dagens lys, og de ser spændende og indbydende ud, men maden mætter ikke særlig godt, og ofte er de ikke lødige, dvs at de ikke indeholder alle de næringsstoffer, kroppen har brug for.

 

Bliver du ikke mæt, er dit forsøg på at tabe dig dømt til at mislykkes efter kort tid. Fibre i kosten mætter og de findes især i kornprodukter, frugt og grove grøntsager. Der er altså en grund til at frugt og grøntsager står højt på listen i de fleste kostråd, kure og kostplaner.

 

Måske er du ikke så glad for grøntsager eller frugt. Men tanken er heller ikke, at du skal leve som en kanin af gulerødder og salat. Der findes et utal af grøntsager og frugter, og du skal selvfølgelig vælge dem, du kan lide.

 

Fibre binder vand

Vi bliver mætte, når vi spiser fiberrig mad, bl.a. fordi fibre binder vand, svulmer op og fylder godt i maven. Fibre indeholder kun få kalorier og som ekstra gevinst får du derfor lavere kalorietæthed i mad med mange fibre.

 

Når vi også anbefaler dig at spise mere protein, er der to årsager: Protein er det næringsstof, der mætter allerbedst. For det andet ved vi også, at det koster lidt mere energi (kalorier) at omsætte protein; det vil sige, at en proteinrig kost påvirker din forbrænding i opadgående retning. Du slår så at sige to fluer med et smæk!

 

Et højt indhold af protein finder du i magert kød, mager fisk, kylling og kalkun uden skind, magre mejeriprodukter og bælgfrugter.

 

(Publiceret på foodoflife.dk og i Ude og Hjemme)


Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen