Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Få styr på portionerne

LIFE-Klumme: Tag mindre portioner, hvis du vil tabe dig. Og vær opmærksom på "desserteffekten", den kan godt arbejde imod dig.

Denne Klumme er skrevet af:

Martin KreutzerMartin Kreutzer, ernærings-konsulent på Institut for Human Ernæring

Slankekuren er dømt til fiasko, hvis tarmene skriger af sult det meste af døgnet. Juster derfor på kostvaner, så du styrer udenom problemerne og går mæt og veltilpas i seng.

 

Det er vigtigt, at du gør dig bevidst, at selv den sundeste mad kan fede, hvis du spiser for meget af den.

 

Mange af de personer, der kommer til vejledning hos mig, går med en forestilling om, at der skal justeres lidt ned på fedtet og op for proteiner – så er sultproblemet løst og kiloene vil rasle af. De bliver som regel skuffede…

 

Skær ned på kalorierne

Vil du spare kalorier, er der ingen vej udenom at skære ned på kalorieindtaget, og et af de vigtigste skridt kan være slet og ret at spise mindre. Dette indgreb starter allerede, når du handler ind og fortsætter, når maden sættes på bordet.

 

Undersøgelser viser nemlig, at vi spiser med øjnene. I en undersøgelse, hvor nogle mennesker blev sat til at spise sig mætte ud fra fire forskelligt store portioner, viste personerne sig at spise 30% mere, når de spiste af den største portion, sammenlignet med den mindste portion.

 

Store portioner frister simpelthen til at spise meget mere end små portioner, og derfor er det en fordel at spise maden af en lille tallerken. Det er samtidig en god idé at anrette maden ude i køkkenet på en lille tallerken og lade gryderne stå.

 

Desserteffekten tager over

Et mangfoldigt udvalg af tiltalende fødevarer, f.eks. i form af en stor buffet, frister ligeledes til at spise mere, end hvad godt er. Årsagen er det, man populært kalder "desserteffekten".

 

"Desserteffekten", der i fagkredse kaldes "sensory specifik satiety" er en af naturens helt store genistreger, der sikrer, at vi spiser tilpas varieret.

Termen dækker over, at vores behov efter en bestemt fødevare reduceres, efterhånden som vi indtager mere og mere af den, mens lysten til mere mad øges, hvis maden skifter farve, smag, temperatur, konsistens eller lignende.

 

Det er som regel ikke kun den eksakte fødevare, vi bliver trætte af, men hele smagsgenren.

 

Har du f.eks. spist dig mæt i ost og kiks, vil du sandsynligvis heller ikke have lyst til brød og smør, pølser, franske kartofler og andre salte fødevarer.

 

Til gengæld kan du snildt finde plads til en sød dessert. På samme måde dæmper en portion flødeis lysten til andre søde fødevarer, men ikke lysten til salte fødevarer. Samme situation gør sig gældende for bitre og sure fødevarer.

 

Mangfoldighed forhindrer os i at blive trætte af maden, og derfor stiger fødeindtaget, jo flere forskellige fødevarer der er til stede.

 

Udnyt desserteffekten til det sunde

Med lidt omtanke kan du dog vende dette "uhensigtsmæssige" adfærdsmønster til noget positivt. Ved at servere et væld af grønsager med forskellig farve fremmer du lysten til at fylde dig med grønsager.

 

Grønsagerne lægger en solid bund, der er med til at holde det samlede energiindtag nede.

 

(Publiceret på foodoflife.dk)


Kommentar af Jette Kigaldie d. 17-07-2009 13:16:06

Hej MK

Vi har tidligere vaeret i kontakt med hinanden foer og jeg foelger til stadighed med i hvad der bl.a. sker paa slankeomraadet. I mange aar har jeg haft problemer med at kunne holde vaegten. Har lavt stofskifte men bliver behandlet med Tyroxin. Er idag bosat i australien og har her laert at man tager sin medicin om morgenen ligesom i danmark, men at den skal tages mindst 1 time foer at morgenmaden bliver indtaget, hvilket jeg foeler er en god ide'. Endvidere retter jeg mig efter jeres nye anbefalinger med at indtage Calcium. Maelk i form af skummemaelk og mager ost til morgenmad samt lidt cerials, hvori der blandes lidt solsikke- og graeskar kerner, havregryn, noedder og tranebaer. Men der er tale om en lille portion samt et stykke moerkt kaernebroed. Alt i alt et ganske paent maaltid. Smaa portioner til frokost og middag med mange groensager gerne afsluttet med natural yoghurt med 0,3% fedt med Acidophilus, Bifidus og cassei culturer og evt. frugt. Jeg taenker nok lidt mere over at spise magert. Ikke de store aendringer fra tidligere, men nu ser vaegttabet ud til at holde og alt er gaaet helt naturligt.

Maaske lidt mere motion. Vandarobic een gang om ugen og da min mand blev syg for ca. 1 1/2 aar siden er det ogsaa blevet til mere have arbejde.

Som Ernaerings og Husholdningsoekonom har jeg hele vist noget om hvad jeg skulle goere, men taenker nok lidt mere over hvad der ryger ind gennem munden og har ikke saa regelmaessigt anvendt de helt magre mejeriprodukter dagen igennem. Det kan altsaa lykkes baade at tabe sig og samtidig holde vaegten.

Tak for det.

Med venlig hilsen

Jette Kigaldie

Skriv kommentar:

Food of life, - siden er sidst opdateret d.15. juni 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen