Det Biovidenskabelige Fakultet - Københavns UniversitetKøbenhavns UniversitetFood of LIFE

Solen ændrer øllens smag

LIFE-Klumme: Den velkendte smag af en kold øl på en varm sommerdag, kan efter et møde med solen ændre sig.

Denne Klumme er skrevet af:

Mogens L. AndersenMogens L. Andersen, lektor ved Institut for Fødevarevidenskab

I løbet af sommeren vil mange af os sikkert opleve at sidde udendørs på en dag med masser af sol og nyde et dejligt køligt glas pilsnerøl. 


Du har måske bemærket, at hvis glasset med øl kommer til at stå for længe i solen, er det, som om øllets smag ændres. Øls, og især pilsnerøls, smag er nemlig  meget følsom overfor sollys! Under sydens intense sollys midt på dagen vil de fleste af  os kunne opdage ændringerne. Herhjemme kan en person, der er trænet i at genkende disse smagsændringer, på en solskinsrig junidag  opfange ændringerne i smagen efter blot 10 – 20 min.


Øl indeholder vitamin B2, også kaldet riboflavin. Selvom der kun findes ganske små mængder af riboflavin i øl, kan det absorbere noget af det blå lys, som sollyset indeholder, hvorved riboflavin omdannes til en energirig tilstand, der kan reagere med mange af de andre forbindelser, som en øl består af, der iblandt humleforbindelserne, som giver øllet den typiske bitre smag, samt proteiner, der er med til at danne skummet oven på øllet.


Ved disse reaktioner dannes blandt andet små reaktive fragmenter (radikaler) af humleforbindelserne og proteinerne. Disse fragmenter kan nemt bindes sammen to og to, hvorved, der dannes nye stabile molekyler. Et af disse produkter er 3-methylbut-2-en-1-thiol (MBT), der er et af de mest kraftfulde smagsstoffer, som man kender. I øl kan man smage  helt ned til 4 nanogram MBT pr liter. På engelsk er MBT ofte beskrevet som "skunky thiol", da aromaen mest af alt minder om lugten af stinkdyr. Dannelsen af MBT menes at være den væsentligste faktor for fremkomsten af solsmag i øl.


Det er kun den blålige del af sollysets spektrum, der giver ændringerne i ølsmagen. Hvis man opbevarer øllet i mørke eller brune flasker, vil det blå lys ofte blive holdt effektivt ude, hvorimod lysegrønne klare flasker kun i ringe grad beskytter øllet mod det skadelige blå lys. Det bedste vil selvfølgelig være, at øllet opbevares mørkt. Og lad være med at drikke et glas øl, der har stået for længe i solen – nydelsen vil være begrænset, da smagen sandsynligvis er ødelagt af sollyset!


(Publiceret på foodoflife.dk)


Kommentar af Alice Nellemann d. 24-07-2009 10:44:26

Tak, for et oplysende indslag.
Vil det med andre ord sige, at lukkede dåseøl burde kunne stå i solen uden at ændre smag?

Mvh.
Alice Nellemann

Kommentar af Mogens L. Andersen d. 14-08-2009 13:14:12

Øl i dåser vil være effektivt beskyttet mod lyspåvirkning! Men hvis øldåsen gennem længere tid (uger) udsættes for opvarming på grund af lyspåvirkningen, f.eks. ved at være placeret i et solbelyst vindue, vil det kunne forkorte holdbarheden af øllet.

Kommentar af Alice Nellemann d. 26-08-2009 09:07:54

Mange tak, for svaret.

Kommentar af Jasper Nielsen d. 23-01-2010 12:49:34

Et spændende område vi her har med at gøre. I den sammenhæng er mit spørgmål følgende.
Kan en almindelig lyskilde, stærkt lys fra lamper, have en indvirkning på øllets smag?

Mvh. Jasper

Skriv kommentar:

Food of LIFE, - siden er sidst opdateret d.14. september 2010
This website is hosted by The Faculty of Life Sciences, University of Copenhagen